Politiets Judoklub |
|
|
Politiets Judoklub, der blev stiftet i september 1965, er en åben idrætsforening, der alene beskæftiger sig med judosporten. Judo dyrkes i klubben såvel på konkurrenceplan som på motionsplan. Alle kan således deltage uanset alder, køn og hverv. Klubbens officielle navn er Politiets Idrætsforening, København, Judoafdelingen. Men i daglig tale kaldes klubben Politiets Judoklub. Klubben holder til på Politiskolen, Brøndby, hvor der trænes mindst 2 gange om ugen, året rundt, dog afbrudt af Politiskolens årlige 5 ugers sommerferie. Træningen foregår i selvforsvarssalen hver mandag og onsdag i tidsrummet fra kl. 1830 til kl. 2000. Uanset om man er begynder eller rutineret, kan man være med alle træningsdage, da der i vid udstrækning bliver taget hensyn til den enkeltes træningstilstand. Prisen for træning i Politiets Judoklub er pr. 1/1-09 65 kr. pr. måned. Judo er en moderne kampsport, der er baseret på greb, kast, armlåse, holdegreb og stranguleringer. Man slår og sparker altså ikke i judo, hvilket harmonerer usædvanligt godt med politiets ideer i forbindelse med gennemførelse af anholdelser under anvendelse af mindst mulig magt. Judo handler om kast og kontrolteknikker. De fleste Judokaer forbinder sporten med randori (stående kamp). Her gælder det om at kaste modstanderen, og få denne til at lande fladt på ryggen for at afgøre kampen. Mislykkes et forsøg på kast, eller er det ikke godt nok til at afgøre kampen, er der mulighed for at fortsætte i gulvkamp (ne-waza). I gulvkamp kan kampen afgøres ved at holde modstanderen fastlåst med ryggen i måtten i 25 sekunder. Alternativt kan en armlås eller strangulering sættes ind for at få modstanderen til at opgive ved enten at klappe to gange eller råbe "Matei". Judo har udviklet sig meget gennem tiden, og er blevet meget præget af at være en "konkurrence-kamp-sport", med mange regler. I Judo bliver man gradueret efter et fast pensum som fastlægges af sektionens gradueringsudvalg. Judo giver dig en god grundform, overblik i en stresset situation og et værktøj til at løse problemerne på en god og værdig måde. Vi lægger stor vægt på det sociale i klubben og derfor laver vi også forskellige arrangementer hvert år, der ikke har direkte forbindelse til judo f.eks. sommerfodbold, Kano Cup, udlandsrejser, fester m.m. Er du ny eller øvet er du meget velkommen, du vil modtage undervisning, der passer til dit behov. Klubbens trænere, Lars Maagaard, Carsten Jensen & Thomas Beck, er nogle af landets mest erfarne trænere. De har tilsammen deltaget i alt fra OL, VM og nedefter. Ud over klubbens traditioner for at deltage ved diverse begyndermesterskaber i Danmark, er der også 2 kamphold for rutinerede. Klubben deltager med 1. holdet i 1. division og med 2. holdet i 2. division. Klubben har været danske mestre for hold i 1991, 1992, 1993, 1994, 1995, 1998 og 1999. Klubben vandt sølv ved de Danske Holdmesterskaber i 1984, 1996, 1997 og 2002, samt bronze i 2000 & 2003. Klubben har altså haft det mest vindende hold i Danmark i 90'erne. Klubbens 2. hold vandt guld i 2. division 2002 med kun 1 tabt holdkamp. I 2003 vandt 2. holdet igen guld. Individuelt har klubben også vundet et stort antal medaljer, kronet af Carsten Jensens og Tommy Mortensens deltagelse ved de olympiske lege i henholdsvis Los Angeles 1984 og Seoul 1988. I øvrigt de eneste personer, der har repræsenteret Danmark ved De Olympiske Lege i judo nogensinde. | |
Dette Websted blev sidst opdateret 16. September 2008